[...] Translators just didn't get recognition, they didn't expect to make much of a living, just get by. Very few people were actually trained as translators, but most had a solid college education and a solid knowledge of languages, at least their own language. I had a friend who fell exactly into that category and my circle of friends expanded to include other translators. I found them to be much more interesting as people, and discovered that we often had similar life experiences. I never had trouble making friends, but I always felt "different" and I'm sure they felt it too. When my friend retired, she recommended me as her replacement. I now entered the realm of Reinsurance, of which I knew nothing. I was also the only translator there, and didn't have much to fall back on. However, it was another notch up....
On my new job, I started looking through the files, asking questions and got the company to enroll me in Insurance courses. The College of Insurance was across the street, and I consulted fire codes, insurance policies and fire extinguisher catalogs in their library. I was learning what I had never had the luxury of being able to do before: research. The first time I had to translate a proposal for purposes of insurance of a nuclear plant, I got a call from the head man in that department, congratulating me on the job I had done. "Compares favorably with what we are used to," he said. What an upper! What happened was that I consulted a document in the files similar to the one I was tackling for guidance, but when I saw that my predecessor had used the word "nucleus" instead of "core", I realized that the files were useless to me. I went across the street to the library and looked up "nuclear plants." I immediately found all the terminology I needed.
It takes a great deal more than that to be a good translator these days, of course. [...] | [...] Oversættere blev simpelthen ikke anerkendt og der var ingen forventning om, at de kunne leve af det, allerhøjst overleve. Meget få var reelt uddannet som oversættere, men de fleste havde en grundlæggende gymnasieuddannelse og et grundlæggende kendskab til sprog, i hvert fald deres eget sprog. Jeg havde en ven, der faldt inden for den kategori og min vennegruppe blev udvidet til at omfatte andre oversættere. Jeg fandt dem meget mere interessante som personer og opdagede, at vi ofte havde været igennem de samme ting i vores liv. Jeg havde aldrig problemer med at få venner, men jeg følte mig altid ”anderledes” og jeg er sikker på, at de havde det på samme måde. Da min veninde gik på pension, anbefalede hun mig som sin afløser. Det blev min vej ind i den verden, der hedder reassurance – et område, der var helt nyt for mig. Jeg var også den eneste oversætter dér og havde ikke meget at falde tilbage på. På den anden side var det endnu et emne at skrive på listen.... Jeg startede mit nye job med at gennemgå arkiverne og stille spørgsmål og så fik jeg selskabet overtalt til at lade mig komme på forsikringskurser. Forsikringshøjskolen lå på den anden side af gaden og jeg studerede brandreglementer, forsikringspolicer og kataloger med brandslukkere i deres bibliotek. Jeg lærte det, jeg aldrig tidligere havde haft den luksus at kunne gøre: At researche. Den første gang jeg skulle oversætte et tilbud om forsikring af et atomkraftværk fik jeg en opringning fra chefen i den pågældende afdeling, der lykønskede mig med mit resultat. "Det svarer meget fint til det, vi er vant til" sagde han. Sikke en lettelse! I forbindelse med min oversættelse havde jeg søgt støtte i et dokument i arkivet, som lignede det, jeg arbejdede med, men da jeg så, at min forgænger havde brugt ordet "atomkerne" i stedet for "kerne", indså jeg, at jeg ikke kunne bruge arkiverne. Jeg gik over på biblioteket på den anden side af gaden og slog ordet ”atomkraftværk” på. Jeg fandt straks al den terminologi, jeg havde behov for. Nu til dags er det selvfølgelig betydeligt mere krævende at være en god oversætter. [...] |